Nyt strategisk samarbejde

Nyt strategisk samarbejde styrker talentudviklingen i Boldklubben Marienlyst:
Boldklubben Marienlyst (BM) samler nu kræfterne bag klubbens drenge- og pigeakademier i en ambitiøs ny satsning. Med oprettelsen af en kombineret fuldtidsstilling som Akademileder for BMA og Head of Coach (HOC) for Team Odense Q (TOQ) styrkes både kvalitet og samarbejde i talentudviklingen – til gavn for hele klubben og områdets mange unge fodboldtalenter.
Fælles Akademiledelse: Ét skridt tættere på synergien:
Pr. 1. august 2025 træder Kian ind i en nyoprettet, delt funktion med 50% ansvar for drengeakademiet (BMA) og 50% ansvar som HOC i pigeakademiet TOQ. Kian vil organisatorisk referere til den personaleansvarlige i BM og indgå som en aktiv del af det sportslige core team på pigesiden under TOQs Talentchef.
Det nye set-up er en del af en langsigtet plan for at skabe organisatorisk og økonomisk bæredygtighed i akademierne samt udnytter synergien mellem de to miljøer. Aftalen gælder foreløbigt til udgangen af 2026, og vil løbende evalueres.
Strategien frigør ressourcer til børnesegmentet:
BM og TOQ har forpligtet sig til at bidrage ligeligt til den nye stilling. Samtidig frigør løsningen ressourcer til at øge fokus på børnesegmentet – blandt andet gennem ansættelsen af en ny børneudviklingstræner på deltid. Rollen er central for at imødekomme DBU’s licenskrav og sikre høj kvalitet og flere ressourcer i børneafdelingen fra U12 og ned.
Handlingsplanen indeholder også et commitment til at klubben bakker aktivt op om fællesfodbold, hvor piger og drenge i yngre årgange i højere grad træner og spiller sammen. Dette gælder fx mixfodbold for U5-U8 og fleksible træningsmiljøer på tværs af køn – en praksis som allerede har vist gode resultater i klubben.
Et vigtigt skridt mod bæredygtighed og balance:
Initiativet markerer et vigtigt skridt mod at skabe bæredygtighed og balance i klubbens talentudvikling. Boldklubben Marienlyst ønsker at styrke kvaliteten og kontinuiteten i både drenge- og pigefodbolden – med respekt for klubbens økonomiske rammer. Marienlystcentret skal være hele familiens værested, uanset om man er til elite eller bredde – og med dette tiltag tager vi et ansvarligt skridt mod et stærkere, sundere akademimiljø for piger og drenge.